Børn og unge i Snoezelhuset
Her er nogle eksempler på hvad børn og unge har haft glæde af i Snoezelhuset.
Susan, Produktionsskolen
Jeg synes, at Snoezelhuset er en fantastisk oplevelse. Man behøver ikke have et handicap for at nyde det, for det er så fredfyldt, at enhver sjæl vil kunne finde ro, i den tid man er der. Samtidig er der også plads til leg og fællesskab - og det kan jeg rigtig godt lide.
Helena K, Produktionsskolen
Min tur i sansehuset har været rigtig sjov og lærerig. Jeg er blevet meget mere åben overfor afslappende meditationsøvelser, og hvordan det i større grad kan hjælpe på mange problemer. Jeg forstår, efter min tur i Sansehuset, at det er et sted for både voksne og børn - og at det giver gode muligheder for personlig udvikling på mange måder.
Jeg har helt klart nydt de timer i sansehuset meget, og jeg vil uden tvivl komme igen, hvis muligheden byder sig. Jeg vil anbefale Sansehuset til andre, som af forskellige grunde kan have gavn af det interessante, afslappende og hyggelige Sansehus.
4-årig med ADHD henvises til Snoezelhuset
4-årig dreng henvises til Snoezelhuset, da han har store problemer i børnehaven. Han kan ikke sidde stille til deres samlinger, han kan ikke stå i kø eller deltage i sociale relationer uden at skubbe eller slå de andre børn. For at skåne sig selv, trækker han sig væk fra de andre og bliver liggende i en sofa.
Derhjemme vil han ikke have tøj på eller gå i brusebad, have klippet negle eller hår.
Efter et par vilde ture i de farvede bolde, hvor jeg trækker ham rundt i anklerne og håndleddene, hviner han af fryd og vil have flere ture. Han lærer at lave koldbøtter på en madras og få masser af stimulation på sin muskel-ledsans og følesans, hvilket hjælper ham til at mærke sig selv og få ro.
"Børnehaven siger hele tiden, at jeg skal holde op med at hoppe, men min hjerne elsker, at jeg hopper", citat fra bruger.
Fakta
Snoezelen betyder: at snuse og at døse. Konceptet kommer oprindeligt fra Holland.
Snoezelhuset eller et snoezelrum er et sted, hvor man kan komme for at bruge alle sine sanser aktivt og få anderledes nye oplevelser. Disse oplevelser kan virke enten oplivende eller afslappende - et slags "fitnesscenter for sanserne".